Kunsten at spinde en irregulær tråd
Af Ditte Vilstrup Holm 2012.
Vægfrisen Labyrint (2009) tegner med spinkle lysende streger en rytme hen over tekstilets fluktuerende mørke. Den changerer i nuance på baggrundsfarver af mørk turkis og varm orange og fremstår skrøbelig, men samtidig stringent og præcis. Inspirationen til Labyrint kommer fra et håndvævet fransk sjal, der stammer fra 1920’erne. Med udgangspunkt i et udsnit af sjalets labyrintiske mønster har Louise Sass skærpet mønsterets stringens i en optegning på millimeterpapir, hvor alle sving i labyrintens gange er omhyggeligt noteret med præcise mål. Men kun som udgangspunkt. I løbet af processen fik labyrinten sit eget liv, udfoldede sig selvstændigt som form og struktur – styret af Sass, naturligvis, men også af de muligheder, som labyrinten selv åbnede op for.
Labyrint kan ses som en metafor for den kunstneriske proces, der vedvarende tegner en labyrint af omveje og blindgyder. Som et kompliceret mønster over en flade, der langsomt tager form. Vi ved, at Ariadnes tråd førte kongesønnen Theseus ud af labyrinten på Kreta, efter at han havde dræbt uhyret Minotaurus. Vi taler om ledetråden, om at finde vores vej igennem livets labyrint, konfrontere vores indre dæmoner og nå sikkert hjem igen. Men i den kunstneriske proces tegnes labyrinten samtidig med, at den finder sin vej. Farver og kompositioner testes, motiver sættes i spil. Det er ikke til at afgøre udfaldet på forhånd. Det åbenbarer sig først i løbet af processen.
Når det gælder tekstiltryk afgøres det færdige resultat af lige dele intuition, kemi og håndværksmæssig erfaring. Tekstilet farves med vandopløselige transparente farvestoffer. Tråden skaber en tekstur i tekstilet og betinger farvens gengivelse. Ikke alt kan lade sig gøre, men grænserne kan udfordres i processen, ligesom processen kan aftegne sig i det færdige værk. Til Labyrint tegnede Louise Sass mønsteret op på papir, scannede det ind, forstørrede det og belyste det på film, for herefter at trykke det med serigrafi på bomuld. Hun bibeholdt processens aftryk i de tal, som hun oprindeligt skitserede ned for at indfange labyrintens rytme over fladen. Labyrint viser dermed ikke bare en endelig form, men også den proces, som konstruerede den.
Perler på en snor
Det er kendetegnende for Louise Sass’ arbejde, at processen udgør en væsentlig del af det kunstneriske udtryk, selv om det ikke altid er sådan, at processen direkte foldes ind i motivet som i tilfældet med Labyrint. Typisk ser man den kunstneriske udviklingsproces reflekteret i den måde, hvorpå hun bearbejder et visuelt tema: forskellige kombinationer foldes ud i serier af værker over det samme tema. Man ser det også i den måde, hvorpå hun veksler mellem maleri og tekstiltryk for at teste motivernes ekspressive potentialer. Og endelig i den måde hun fremlægger et klaviatur af farver som grundlag for variationer i en serie af værker.
Fra 2000 og frem til i dag har Louise Sass for eksempel arbejdet med en serie af punkt-kompositioner. I forskellige variationer af tæthed, fordeling og koloristiske samspil har hun eksperimenteret med dette ”motiv” i maleri, litografi og tekstiltryk. Inspirationen til motivet kom fra et ophold i Ravenna, Venedig og Rom, hvor hun studerede glasmosaikker og barok bygningskunst. Mosaikkernes koloristiske kraft og evne til at reflektere lyset fangede hendes interesse, og det var startskuddet for en serie værker – 10 malerier på papir (2000-2002) – hvor farvepunkter organiseres som et netværk.
I en koloristisk vekselvirkning og bygget op af lag på lag af netværksforbundne farvepunkter, lyser punkterne op som perler på en snor. De reflekterer og refererer lyseffekten fra mosaikmønstre, samtidig med at samspillet mellem netværkets tilpassede regelmæssighed og den koloristiske variation peger tilbage på den dynamiske linjeføring i barokkens arkitektur, som også fangede Louise Sass opmærksomhed på hendes rejse til Italien. For eksempel den måde, der i malerierne skabes forskydninger i rummet, når punkterne lægger sig oveni hinanden i så mange lag, at det fortaber sig i dybden. Men der er også et decideret moderne islæt i malerierne, nemlig deres uafsluttede kanter, hvor netværkets tråde trævles op, og man tydeligst ser forskydninger i motivets umiddelbart regelmæssige rytmik.
I dialog med det moderne maleri
Det moderne udtryk bliver stærkere i de andre variationer over punkt-motivet, som Louise Sass efterfølgende udvikler i en række malerier fra 2003-2004. Her er farvepunkterne større, strukturen løsere og malingen har fået lov til at løbe i endnu højere grad end før. Kompositionen er samtidig luftigere, for selv om værkerne stadig er bygget op af lag, så kan man her lettere fornemme, hvor mange lag der er tale om, og se igennem til den hvide grund nedenunder.
Et endnu mere forenklet udtryk over ”motivet” præsenterer Louise Sass i en række litografier fra 2007, hvor kun tre eller fire lag af punkter samlet skaber det færdige udtryk. Men også her følger hun konsekvent sporet fra de tidligere værker ved at anvende samme kulør i flere farvepunkter, nu uden snore til at fastholde dem på linje, og ved at bibeholde overlapninger mellem punkterne som en del af motivets æstetiske udtryk, om end her i blot tre eller fire lag. Begrænsningens kunst bliver et udtryk for teknikkens indbyggede muligheder, men også et eksperiment udi motivets variationsevner.
I disse variationer over et visuelt tema viser Louise Sass ikke bare et slægtskab med mosaikkunstens lysspil, men også med det moderne maleri. Ja, hele hendes produktion er i udpræget grad i dialog med det moderne, abstrakte maleri, hvor form og farve bliver selvstændige bærere af det æstetiske udtryk. Dette skyldes ikke mindst udviklingen inden for maleriet væk fra det fortællende til det visuelt selvundersøgende, men også udviklingen inden for tekstilkunsten, hvor proces og eksperiment får lov til at tage plads, og hvor værkerne ikke nødvendigvis på forhånd er tiltænkt en brugsværdi, men udgør kunstværker af egen ret.
Forenkling
Såvel Louise Sass’ serielle bearbejdninger af motiver som hendes enkeltstående værker har et slægtsskab med det moderne maleri. Sass nævner selv sin interesse for den franske gruppe BMPT fra 1960’erne, hvis mest berømte medlem Daniel Buren udelukkende laver værker med lodrette striber efter standardmål. De andre medlemmer malede heroverfor cirkler (Olivier Mosset), prikker (Niele Toroni) eller vandrette striber (Michel Parmentier). BMPT-gruppen var udtryk for en radikal minimalisme og ikke mindst konceptuel tilgang til kunsten, og som sådan er deres arbejde en del anderledes end Louise Sass’, men det æstetisk effektive i at tage udgangspunkt i meget simple visuelle greb kan ses i Sass’ arbejde. Blot lader hun intuition, koloristiske nuancer og en mere eksperimenterende rytmisk form få plads i sine værker.
Det er ikke metodens konsekvens, som er væsentlig for Louise Sass, men den æstetiske energi i det færdige værk. For eksempel som det er tilfældet med hendes udsmykning til ældrecenteret Serafen i Stockholm. Som udgangspunkt for udsmykningen udviklede Louise Sass et klaviatur af farver, som skulle indgå i udsmykningens to store kompositioner. Som et klaviatur fremstår det ligefremt som en række farvede bjælker ved siden af hinanden, men det er kun udgangspunktet for de egentlige værker: en vægfrise og et scenetæppe, der begge udgør en intuitiv og dynamisk fortolkning af dette klaviatur.
Vægfrisen, Panorama (2004) lader farverne indgå i en stærkt kontrasterende komposition, hvor de enkelte kulører kastes ud imod hinanden i lodrette striber af variabel tykkelse og tæthed. Scenetæppet, Farveklaviatur (2004), skaber derimod en mere rolig bevægelse over en changerende blå baggrund, hvor forskellige striber af supplerende kulører danner periodiske og næsten rytmiske brud i den blå baggrundsflade. De to kompositioner viser, hvor forskellige udtryk man kan generere på basis af et forenklet udgangspunkt. Louise Sass skabte endda tre yderligere kompositioner, Panorama # 1, # 2 og # 3 (2004) på basis af udsmykningen. Ideen var at teste, hvilken æstetisk effekt Panorama kunne få, hvis det straktes i højden frem for i længden. De tre kompositioner udgjorde således udsnit af Panorama forlænget til tre en halv meter i højden.
Unika og serier
Unika-værker og det serielle er som eksemplet med udsmykningen til ældrecenteret Serafen tæt forbundet i Louise Sass’ arbejde. Selv unika-værker er udtryk for en bearbejdning, der tager sit udgangspunkt i gentagelsen – om end med forskydninger – over et specifikt udgangspunkt. Det gælder både hendes ældre værker og hendes nyeste. Labyrint er for eksempel et arbejde med gentagelse og forskydning i overfladens bearbejdning, og det samme gælder to andre tidligere værker, der også stilistisk minder om labyrint med deres fine, detaljerede linjer, som skaber en kompleks, næsten kaotisk, men samtidig melodisk bølgende komposition henover fladen.
I Undervejs # 2 (1997) er udgangspunktet en enkel struktur af lyse streger, som over flere omgange er ætsetrykt, eller måske snarere stemplet, ned i den sorte habotai-silkebund i forskudte lag og på kryds og tværs. Den mørke grund er herigennem blev lysnet med svagere og skarpere streger, for efterfølgende at blive påtrykt mørke streger til værket nåede et balancepunkt mellem rumlig illusion og bevægelse på fladen. Resultatet er en næsten sammenfiltret struktur, som man fornemmer ruller bølgende hen over fladen. Også her er der tale om en æstetisk labyrint, som har åbenbaret sig i løbet af processen.
Dette er ikke rigtigt tilfældet for et andet eksempel på, hvordan variationer over en gentagelse kan skabe et unikt udtryk, Shinjuku (1995), her i bogen repræsenteret ved de to versioner: Shinjuku, 349 grøn (1995) og Shinjuku, 359 brun (1995). Dette arbejde er faktisk i mange henseender lidt specielt i Louise Sass’ produktion, fordi det som et af de eneste er skabt med henblik på funktionel brug, nemlig som gardinstof, og produceret i otte forskellige farvevariationer i en mere styret proces end Sass’ kunstneriske arbejder.
Mellemrum
Mønsteret til Shinjuku, 349 grøn og Shinjuku, 359 brun udgør en fortolkning af Tokyo-bydelen Shinjukus skyskrabere. Forskydninger og brud i højhusenes rækker af vinduer skaber et dynamisk mønster af linjer og rumlighed i fladen; kvaliteter som ikke er ulig barokkens livfulde arkitektur, men her i en mere moderne storbyform. Den appellerer naturligvis til Louise Sass’ evne til at koble barokkens livlige rytmik med modernismens enkle elegance, og netop en mere minimalistisk, men samtidig dynamisk rum-struktur, var en af de ting, som optog Louise Sass mest under hendes ophold i Japan.
Den klassiske bygnings- og landskabsarkitektur i Japan er præget af stærkt iscenesatte rum, hvor alle elementer har deres præcise plads, og menneskets interaktion i krop såvel som blik er præcist instrueret. Men samtidig er der en dynamisk fleksibilitet i den japanske arkitektur, idet forskellen mellem ude og inde potentielt kan annulleres ved at lade vægge skyde til side, sådan at et ellers afskærmet rum flyder sammen med haven udenfor. Grænsen eller mellemrummet mellem inde og ude er på den måde en dynamisk motor for visuelle og rumlige forvandlinger af arkitekturens rum.
Man kan se, hvordan mellemrummets betydning som rytmisk rumlig komponent har inspireret Louise Sass i værket Sort/hvid (1998). Forskelle i stribernes tæthed og små forskydninger i rytmen mellem sort og hvid etablerer en kompleks rumlighed over fladen, en fornemmelse af liv udsprunget af hvad der ellers kunne have været en ret monoton struktur. Værkets rytme peger frem mod et af Louise Sass’ nyeste arbejder, Perlemor (2011), hvor spillet mellem farve og mellemrum medvirker til at skabe en dynamisk rytmik hen ad stoffet.
Forskydninger og overlapninger
I 2008 indledte Louise Sass en ny arbejdsteknik. Frem for at blande de transparente stoffarver, før de påføres stoffet, gik hun over til udelukkende at bruge rene farver, som trykkes på stoffet i overlappende lag – også kaldet overtryk. Ideen hermed er at skabe en farveblandingsmetode, der foregår direkte på tekstilet, hvor processen og farvens bevægelse kan følges på stoffet, mens farvens mættede tone bliver bygget op. Effekten af at indfarve stoffet i flere omgange er samtidig, at der opstår intense og mere komplekse farvevirkninger i fladen, som man kan se i de første eksempler med teknikken Uden titel # 1-5 (2008). Her afsløres processen også i felternes kanter, hvor farver fra forskellige lag effektfuldt blander sig med hinanden. En anden koloristisk kompleksitet opstår, når farver fra tilstødende felter løber ind i hinanden – også kaldet iristryk – og blander sig med effekter, som først viser sig, når stoffet vaskes ud.
Det er en teknik, som tiltaler Louise Sass’ kærlighed til farven, og desuden skaber en fornemmelse for vigtigheden af samspillet mellem overlapninger og forskydninger i mellemrum – som hun lærte at sætte pris på under sit ophold i Japan. Den nye teknik har hun siden forfinet og systematiseret, blandt andet med Farvestudie i 4 farver (2008), hvor hun blander de tre primærfarver rød, gul, blå for at opnå forskellige gråtoner, som sammenholdes med gråtoner skabt ved at tilføje en anelse sort til de enkelte kulører. Dette studie er fulgt op med en større Farveskala RGB + sort (2010), hvor de tre primærfarver i moderat koncentration udforskes i dialog med sort i syv varierende lyshedstrin. Resultatet er en nuanceret vifte af variationer i farver og gråtoner.
Tekstiltryk er som sagt et spørgsmål om lige dele intuition, kemi og håndelagets erfaring, og den systematiske undersøgelse af et farvespektrum udgør som sådan et godt erfaringsgrundlag for mere selvstændige og eksperimenterende kunstneriske arbejder. For Louise Sass udgør farve-analyserne udgangspunktet for en serie af nye kompositioner baseret på samspillet mellem rene farvede felter og i nogle tilfælde variationer af sort: Falling Down a Mountain (2010), Riding in the Dark (2010) og Perlemor (2011)
Et landskab af irregulære felter
Ordet barok kommer fra det portugisiske ord ”barocco”, som betyder ”irregulær eller uperfekt perle”. Den barokke kunst fik sit navn, fordi den ikke levede op til de klassiske idealer om den rene velbalancerede kunst. Barokken forvrængede, forrykkede og fordrejede kunstens former. I dag har vi lært at sætte pris på det irregulære for dets dynamik, liv og overraskende æstetiske effekter, og det er netop disse kvaliteter, som også kendetegner Louise Sass’ seneste værker, der som titlerne pointerer viser dynamiske og endda lidt mystiske landskaber, som er sløret til og kun antyder deres natur.
Falling Down a Mountain og Riding in the Dark er bygget op af tætte farvefelter, som flyder ind i hinanden, men samtidig grundlæggende bevarer deres tones klare udtryk, konstrueret som de er af lag på lag af rene primærfarver. De er som mættede landskaber, der omgiver og omfavner os med en stærk suggestiv flade. Som sådan forener værkerne en stærkt visuel kraft og en taktil fornemmelse af at være omringet af farven, og dette understreges af, at man fornemmer en tildækning i lagenes mange nuancer, som om det klare lys er gradvist blevet dækket til af mørkere og mørkere kulører, eller omvendt langsomt er ved at bryde igennem de mørke lag.
Perlemor derimod er mere løst komponeret. Farvefelterne følger som trin i en skala, der først prøvende, siden insisterende, opbygger en rytme, en melodi, hen ad stoffets længde. Perlemor er det materiale, som dannes på det indre af skallen af en perlemusling: en aflejring fra perlen, kunne man sige, en afsmitning fra barokkens irregulære perle. Men det er også et eget univers, et hus, et miljø, et landskab, som lyser i de klareste farver, ikke som perler på en snor, men som elementer i en symfoni af nuancer, der arbejder dynamisk med tæthed, kontrast og forløb.
Postkort fra Torcello
Perlemors undertitel var oprindeligt ”en barok samtale” – og det er mere eller mindre en umulighed. For ordet ”barok” er som sin stilistiske reference et vrøvleord, og en samtale med vrøvleriet har ikke som udgangspunkt gode udsigter til at fungere. Men heri ligger også kunsten at spinde en irregulær tråd. For det er jo ikke tanken med kunsten, at vi skal finde en rationel mening, men derimod at vi skal erfare æstetisk liv i den visuelle dynamik, som et værk kan etablere.
For Louise Sass handler det om på en og samme tid at arbejde med kompleksitet og forenkling, rum og flade, rytme og forskydning. Det handler om at bearbejde et tema, teste dets muligheder i forskellige udtryk og medier, lade temaet skabe individuelle unikke værker. Eller omvendt om at etablere en rytme af regelmæssighed og variation, enkelhed og kompleksitet i et enkelt værks spil mellem variation og struktur. Farven og rummet er altid præsent, ligesom processen, der styrer den kunstneriske tråd, mens den både tegner labyrinten og finder vej igennem den.
Senest er Louise Sass begyndt på en ny serie af værker med fællestitlen ”Postkort”, som indtil videre er realiseret i værket På vej til Torcello (2010). Et fotografi har her været udgangspunkt for en digital tilskæring og bearbejdning parallel til den, Sass foretog i processen med Labyrint. Husfacaden, som udgør motivet for værket er blevet strømlinet og forenklet, sådan at dets tids- og stedsspecificitet har givet efter for et rytmisk forløb henover facaden. Vi er måske ude af labyrinten her, men vi er stadig i fuld gang med at følge dens næste skridt, ned langs siden, rundt om hjørnet, ind i skyggen, ud i lyset…